aktiviteter
Medborgerskab -
Medborgerskab
At tage ansvar og skabe forandring
Hvilken betydning har det, at vi som borgere tager ansvar for det samfund, vi er en del af? Dette spørgsmål er udgangspunktet i denne øvelse, der både rummer en historisk og en nutidig vinkel.
Dette forløb består af fire overskrifter, der alle tager udgangspunkt i den del af medborgerskabet, der handler om at tage medansvar for det samfund, man er en del af.
Forløbet rummer både en historisk vinkel, der tager fat i de store forandringer på makroniveau og en nutidig vinkel, hvor vi bevæger os ned på mikroniveau og de muligheder, der ligger i forhold til at tage ansvar og gøre en forskel i hverdagen.
De fire overskrifter skal derfor ses som et samlet forløb, idet opgaverne bygger oven på hinanden og tilsammen giver en progression fra historie til nutid.
De fire overskrifter er:
1. Medborgerskabsprofiler
2. Medborgertopmøde
3. Hverdagens helte gør også en forskel
4. Inspirationskatalog til den aktive medborger
Formål
At konkretisere hvad man skal vide, kunne og gøre for at agere som aktiv medborger.
At undersøge hvordan udviklingen af frihedsrettighederne i Danmark også har været båret af enkeltpersoners kamp for lighed og retfærdighed.
At tænke kreativt i forhold til hvordan man kan agere som aktiv medborger og gøre en forskel i hverdagen.
Materialer
Den nye demokratikanon i klassesæt
Adgang til søgemaskiner på internettet
Forberedelse
Det anbefales, at eleverne indledningsvis har arbejdet med opgaven "Klædt på som medborger". Desuden kan der gives en kort introduktion til frihedsrettighederne i Danmark med udgangspunkt i grundlovens kapitel 8.
Beskrivelse
1. Medborgerskabsprofiler
Lad eleverne gå på jagt i den nye Demokratikanon efter personer, der i særlig grad har gjort en forskel i forhold til at påvirke udviklingen af frihedsrettighederne og demokratiet i Danmark. Elevernes bud skrives op på tavlen, og eleverne argumenterer sig frem til, hvilke 4-5 personer klassen ønsker at arbejde videre med.
Eleverne fordeler sig på de udvalgte personer og får gruppevis til opgave at udarbejde en medborgerskabsprofil af personen, som fremlægges for hinanden.
Download Elevopgave 1: Medborgerskabsprofiler
2. Medborgertopmøde
Arranger et medborgertopmøde anno 2008, hvor eleverne lader de historiske personer mødes i en nutidig kontekst.
Med afsæt i gruppens medborgerprofil og det område, som gruppens historiske person satte på dagsordnen i sin samtid, finder gruppen frem til en sag i dagens samfund, som de mener deres medborgerprofil ville ændre på, hvis han/hun havde levet i dag.
Download elevopgave 2:medborgerskabsprofiler med nutidsbriller
Målet med medborgertopmødet er at få udarbejdet en prioriteret liste over sager, man som medborger kan og bør kæmpe for i 2008.
Gruppevis fremlægger eleverne deres taler og de andre stiller spørgsmål, der har til formål at få flere aspekter af den enkelte sag frem:
Hvad er særlig vigtigt at kæmpe for i forhold til denne sag? Hvad vil det betyde for udviklingen i samfundet? Hvem vil især få gavn af en kamp for denne sag? Hvem vil være imod? Hvordan vil det styrke demokratiet i Danmark?
Efter alle fremlæggelser forsøger klassen at argumentere sig frem til, hvilke sager der skal prioriteres som nummer 1,2,3..
Udgangspunktet for prioriteringslisten og argumentationen skal være spørgsmålet:
Hvilken sag vil være til størst gavn for den fortsatte udvikling af demokratiet og frihedsrettighederne i Danmark?
3. Hverdagens helte gør også en forskel
På hver deres måde har de personer, som præsenteres i Demokratikanonen og dermed i elevernes medborgerprofiler, taget ansvar for det samfund, de var en del af og derved været med til at skabe forandring og gøre en forskel. Deres sager har alle handlet om forandring i forhold til de grundlæggende frihedsrettigheder og forhold i samfundet, som kunne være undertrykkende eller uretfærdige.
Men medborgerskab handler om mere end demokrati og frihedsrettigheder, og som aktiv medborger kan man tage ansvar og gøre en forskel på mange måder.
Det giver artiklerne nedenfor eksempler på. Tilsammen beskriver de forskellige måder og metoder, man bruge, hvis man vil forandre noget samt forskellige områder, hvor man kan gøre en forskel. Artiklerne danner udgangspunkt for elevopgave 3, men som supplement eller alternativ kan eleverne selv brainstorme og finde andre eksempler på, hvordan nogen har gjort en forskel i hverdagen.
Download elevopgave 3
Lea giver lektiehjælp gennem tremmerne. Urban d. 16.05.2008
For tre år siden læste Lea Fuglsang en artikel om en indsat i Ringe Statsfængsel som forsøgte at tage en videregående uddannelse. Hun besluttede at gøre noget.
Læs hele artiklen på http://www.urban.dk/article/20080516/danmark/705190006/
At gøre en forskel. Dansk røde Kors' hjemmeside
Med Københavns julepyntede gader som ramme cyklede jeg til Ungdommens Røde Kors' hovedkvter for at få en snak med Hanna Lie, Landsformanden i URK, om organisationen og de frivillige, der forsøger at give sårbare børn og unge en hjælpende hånd og en række gode oplevelser.
Læs hele artiklen på http://psp.drk.dk/sw32918.asp
Prismodtagere redder liv i Etiopien. Jyllands Posten 09.10.2007
Seks kvinder fra København modtager onsdag "Alt for damernes kvindepris 2007" for deres arbejde med at redde kvindeliv i Etiopien. De står bag organisationen Maternity Worldwide.
Læs hele artiklen på http://jp.dk/indland/article1122370.ece
Tre brødre der vil gøre en forskel. Berlingske Tidende 25.03.2008
Siden det 16 årige avisbud Deniz Özgür Uzun døde efter et overfald sidste onsdag har tre brødre iværksat en indsamling til drengens mor. Brødrene vil lade danskerne udtrykke deres sympati ved at støtte moren, men bag projektet ligger også et større ønske om at give alle chancen for at gøre en forskel
Læs hele artiklen på http://www.berlingske.dk/article/20080325/danmark/80325127/
G-strengstrusser til små piger – etisk korrekt?
Er man utilfreds, kan man give udtryk for sin utilfredshed og håbe, at det ændrer noget. Det gælder også, hvis man er utilfreds som forbruger. Men hvor skal man gå hen, for at ens synspunkt skal blive hørt?
Læs hele artiklen på http://forbrugertryghed.skolemedia.dk/wm141639
4. Inspirationskatalog til den aktive medborger
Det kan synes både uoverskueligt og umuligt, at man som enkeltindivid kan gøre den store forskel i forhold til samfundet – ligesom det kan være svært at få øje på, hvor man skal tage fat, hvis man ikke lige har fået øjnene op for en sag, man synes er værd at kæmpe for. I ovenstående artikler kan man opleve forskellige eksempler på, hvordan enkeltindivider er blevet grebet af en sag, som de har fundet det værd at tage ansvar i forhold til.
I en undervisningssammenhæng er det vigtigt ikke at give eleverne oplevelsen af, at de er ansvarlige for hele verdens udvikling, men at gøre dem engagerede i forhold til at ville tage medansvar for de sammenhænge de indgår i; familien, skolen, gaden, bydelen og større samfundsanliggender. Derfor er der en væsentlig pointe i at give plads til elevernes egne idéer og forslag til, hvor der kan være brug for forandring eller aktiv deltagelse.
Download elevopgave 4
